Født i 1981 og opvokset på det skønne Mols.
Interessen for fiskeri har jeg fået gennem min morfar og morbror der gennem en menneskealder har været alsidige og særdeles flittige lystfiskere. De hev mig med til put & takes, jolleture, fladisketure, det gule rev og ikke mindst ture til Mörrum. Op gennem teenageårene har jeg i perioder fisket ihærdigt på kysten på Helgenæs, men det var først da jeg mødte alle de inspirerende mennesker på biologistudiet i Århus at lystfiskeriet blev den altoverskyggende hobby i mit liv. Siden 2006 har jeg ikke set mig tilbage og samtidig været så priviligeret at kunne stifte bekendtskab med en bred vifte af det fiskeri der findes i Danmark.
Jeg fisker primært kyst og har vel 60-70 ture om året. Jeg ser dog alsidigheden i lystfiskeriet som en fantastisk mulighed for at få input og inspiration fra stort set alle fiskeformer. Således siger jeg sjældent nej til ture efter Gedde, Sandart, Aborre, Karpe, Havørred i åen, Bækørred, Stalling, Makrel, Hvar, Multe o.s.v. o.s.v
I 2007/2008 udlevede jeg den ultimative drengedrøm om mere end 100 dages non-stop fiskeri på New Zealand. En tur der for altid er indprentet i hukommelsen og som jeg håber jeg engang får mulighed for at gentage.
Jeg er startet som spinnefisker, men turen til New Zealand introducerede mig til de uendelige muligheder og ubeskrivelige glæder der er forbundet med fluefiskeriet således at denne form for fiskeri i stadig højere grad bliver foretrukket på fiskepladsen.
Når ikke jeg er på farten bliver den meste tid brugt på biologistudiet hvor den primære interesse er fisk, akvatisk biologi, vandløb og de organismer der lever i dem. Herudover arbejder jeg som studentermedhjælper på Kattegatcentret i Grenå samt i diverse jobs som kok.
Mit grej på kysten ser typisk sådan ud:
Flue: TFO TiCrx #6, Lamson Velocity 3.5, Loop Opti running line, Ace skydehoved clear intermediate, linekurv.dk
Spin: Guideline Expedition 10.6 fod 6-18 gram, Shimano Super GTM 2500 (bliver udskiftet 1-2 gange pr. sæson), Stren Microfuse 0.10 mm fletline
Waders: Scierra MBQ, Rapala Wadestøvle
Kamera: Canon 500D, Olympus My 1030
Jeg kan kontaktes på bjarke@justonemorecast.dk